Moderne malerier

Moderne malerier kan være bygget op omkring få store farvefelter, frie organiske former eller en tæt flade med mange linjer og kontraster. Fælles er et nutidigt billedsprog, hvor motivet ikke behøver at forestille noget bestemt. Det giver stor forskel på værkernes karakter, selv om de hører til samme overordnede kategori.

I Michael Lønfeldts originale værker på lærred mødes klare og afdæmpede farver med åbne flader, grafiske spor og områder med mere struktur. Enkelte kompositioner samler blikket omkring få markante former, mens andre lader bevægelsen fortsætte gennem store dele af lærredet. Udvalget rummer derfor både rolige og mere intense sider af moderne abstrakt kunst.

Hvad er moderne malerier?

Moderne malerier bruges her som betegnelse for nutidige værker med et frit billedsprog. Farver, former, linjer og forholdet mellem de enkelte områder på lærredet kan bære hele motivet, uden at de skal danne et genkendeligt landskab, en person eller en genstand.

Et stort lyst område kan eksempelvis stå næsten tomt omkring en mindre farveformation. I et andet maleri kan blå, røde, gule og violette felter fylde det meste af lærredet og blive brudt af mørke linjer eller små markeringer. Begge dele kan være moderne, fordi begrebet ikke kræver én bestemt komposition, farveskala eller motivtype.

Der er derfor en naturlig forbindelse til værker med helt eller delvist abstrakt billedsprog. Abstrakt fortæller især, hvor langt motivet bevæger sig væk fra en direkte gengivelse af virkeligheden. Moderne er bredere og bruges på siden om den samlede nutidige karakter.

Moderne kunst og samtidskunst

Moderne kunst og samtidskunst bliver ofte brugt om beslægtede ting, men ordene beskriver ikke helt det samme. Samtidskunst er først og fremmest kunst, der bliver skabt i den tid, vi lever i. Et nyt figurativt maleri kan derfor være samtidskunst lige så vel som et abstrakt værk.

Moderne kunst har også en kunsthistorisk betydning, men i forbindelse med siden bruges ordet bredere om et nutidigt visuelt udtryk. Michael Lønfeldts aktuelle malerier er samtidskunst i kraft af deres ophav i vores egen tid, mens betegnelsen moderne malerier her beskriver den del af værkerne, hvor det frie og abstrakte formsprog er centralt.

Moderne malerier af Michael Lønfeldt

Michael Lønfeldts moderne malerier er originale værker på lærred. Hvert maleri findes kun i ét eksemplar, så kompositionen, farveblandingerne og de fysiske spor i overfladen hører til det konkrete værk.

Motiverne bliver ikke bygget op efter én fast visuel model. I lyse kompositioner kan store hvide partier omgive mindre formationer af turkis, rosa, gul eller grøn. Andre værker lader farverne brede sig over næsten hele fladen, hvor kontraster, linjer og mindre detaljer holder blikket i bevægelse. Organiske strømme kan ligge ved siden af skarpere markeringer, og et mørkt felt kan give retning til en ellers lys komposition.

Forskellene ses også i selve overfladen. Flydende farver kan danne celler, marmorerede områder og ujævne kanter, mens gentagne farvelag og efterfølgende bearbejdning kan efterlade ridser, brud, underliggende farver og mere faste strukturer. Teknikken er ikke det, der afgør, om et værk opleves moderne. Det gør det synlige resultat og den måde farver, linjer og former er samlet på.

Materialer og kvalitet i moderne malerier

Når et motiv bæres af farver, kontraster og selve overfladen, bliver materialerne synlige på en anden måde end i et billede, hvor opmærksomheden primært samler sig om et genkendeligt motiv. En mørk farve skal kunne stå klart mod en lys, tynde lag skal bevare forskellen mellem flere nuancer, og spor i malingen skal fortsat kunne ses i den færdige flade.

Malerierne udføres med professionel akrylmaling i kunstnerkvalitet på kraftigt italiensk lærred. Lærredet spændes manuelt på en stabil FSC certificeret blindramme af europæisk nåletræ. Kombinationen giver en fast billedflade, som kan bære både dækkende maling, transparente lag og fysisk bearbejdning uden at selve lærredet bliver et svagt led i værket.

Akrylmalingen kan lægges tæt, så farven står markant, eller tyndere, så en tidligere nuance fortsat kan anes. Det giver blandt andet mulighed for at lade en lys farve ligge over et mørkere område uden at skjule alt nedenunder. I værker hvor flere klare farver fylder en stor del af billedfladen bliver kvaliteten af pigmenter og farveblandinger særlig tydelig, fordi mange nuancer og kontraster skal kunne stå adskilt fra hinanden.

Lærredets vævning og sporene efter arbejdet med malingen tilfører samtidig små ujævnheder, som bliver synlige tæt på. To lag lak afslutter overfladen. Lakken beskytter mod UV lys, støv og let snavs ved normal indendørs brug og giver lyset en mere ensartet overflade at ramme, samtidig med at de underliggende strukturer stadig er synlige.

Udtryk i moderne malerier

Forskellen mellem moderne malerier bliver tydelig, når blikket flyttes fra selve kategorinavnet til billedfladen. Et værk med meget hvidt omkring få farvede områder opleves anderledes end et lærred, hvor farver og linjer fortsætter næsten fra kant til kant. Et maleri kan være præget af bløde former, mens et andet får sin retning fra skarpe linjer og markante farvebrud.

Netop fordelingen af farver, former og fri plads gør det muligt at skelne mellem værkerne uden at gøre moderne kunst til én bestemt stil.

Åbne og tætte kompositioner

I en åben komposition er store dele af billedfladen forholdsvis rolige. En farveformation kan ligge samlet i midten eller bevæge sig gennem et lyst område med god afstand til andre markante elementer. Små detaljer kan stadig være til stede, men de optager ikke hele lærredet.

Tætte kompositioner bruger en større del af fladen aktivt. Farver støder sammen flere steder, linjer går gennem forskellige områder, og små former kan ligge oven i eller tæt ved hinanden. På større billedflader får lange bevægelser og brede farveområder mere plads, hvilket også kan ses blandt værker på de største lærreder.

Åben og tæt handler dermed om, hvor elementerne ligger, og hvor meget fri flade der findes omkring dem. Et åbent maleri kan have et meget detaljeret centrum, mens et tæt værk godt kan være organiseret omkring én tydelig bevægelse.

Rolige og energiske udtryk

Et maleri kan have stærke farver uden at virke uroligt. Hvis en mættet blå eller rød ligger i et stort sammenhængende område med få brud omkring sig, bliver farven markant, men blikket får stadig et tydeligt sted at samle sig.

Energien vokser, når flere ting sker på én gang. Retningen kan skifte mellem forskellige linjer, lyse og mørke områder kan ligge tæt, eller flere stærke farver kan mødes i små felter. Blikket bliver trukket videre i stedet for at blive i den samme del af motivet.

Andre værker ligger mellem de to yderpunkter. En kompakt farveformation kan være meget aktiv i sig selv og samtidig omgivet af en stor rolig flade. Det giver et koncentreret udtryk, hvor energien ikke er fordelt over hele lærredet.

Organiske former og grafiske linjer

De organiske former har ujævne kanter og følger sjældent rette linjer. De kan sno sig, dele sig eller flyde sammen, så grænsen mellem to farver bliver en synlig del af motivet. I nogle malerier opstår små celler og marmorerede områder inde i de større formationer, mens andre arbejder med bredere og mere samlede bevægelser.

Grafiske linjer skaber en anden form for retning. En sort, hvid eller farvet linje kan krydse en blød flade, binde flere områder sammen eller markere et brud mellem to dele af kompositionen. Når begge elementer findes i samme værk, opstår kontrasten mellem den frie organiske bevægelse og den mere præcise linje direkte på lærredet.

Lyse og dybere farveudtryk

Hvidt og meget lyse områder giver plads omkring farverne. Turkis, rosa, gul, grøn eller blå kan derfor stå stærkt, selv om de kun fylder en mindre del af lærredet.

Dybere blå, violette, røde og grafitfarvede områder tilfører mørkere modvægt. Et enkelt sådant felt kan ændre hele balancen, fordi lyse farver omkring det bliver tydeligere. Andre malerier lader de dybere toner fylde større partier og bruger de lyse områder som mindre åbninger i en mere farvemættet flade.

Lys og dybde findes derfor ofte i samme værk. Forskellen ligger i, hvor meget de enkelte områder fylder, og hvor kraftigt de står mod hinanden.